Aarhus Central Food Market
Lidt af det hele
Et helt almindeligt supermarked, er Aarhus Central Food Market ikke. Selv siger de, at du kan du gøre dine dagligvareindkøb hér, og finde alt lige fra kød, fisk og grøntsager til grød, kaffe og specialvarer under ét tag – i princippet tager ACFM jo ikke fejl, men man skal have pengepungen i orden, inden man gør dette skønne madmekka til sit daglige supermarked.
Aarhus-Hallen
Det smukke lokale, der huser ACFM — Aarhus Central Food Market — er det, der i gamle dage er kendt som Aarhus-Hallen.
Ved åbningen i 1938, summede Aarhus-Hallen også af madglade gæster på byens dengang dejligste danserestaurant.
Aarhus-Hallen er tegnet af C.F. Møller, kongelig bygningsinspektør, professor og rektor ved Arkitektskolen i Aarhus. Desuden er C.F. Møller arkitekten bag Aarhus Universitet, samt adskillige andre bygninger i Aarhus.
Aarhus-Hallen har desuden været besøgt af flere berømtheder, heriblandt ’Holiday on Ice’, rockbandet ’The Who’, samt store jazznavne som Josephine Baker, Fats Waller, og vores egen Svend Asmussen.
ACFM
Aarhus Central Food Market byder på et overflødighedshorn af lækkerier, også for de kræsne ganer.
Ølglade mennesker vil nok sætte pris på Mikkeller er rykket ind. Den alternative, og meget populære restaurant Grød, med oprindelse i København, kan du også finde. Sushi, kage, fisk, vin, brød, økologi, vegetarisk mad, mad for kødglade, delikatesser take-away, og køkkengrej er blot nogle af de mange tilbud du kan finde på dette fancy madmarked.
Stemningen er hyggelig, og udbuddet af kulinariske muligheder er rigelige. Du har allerede lyst til at komme igen, når du går.
Tilgængelighed og Lydgener
Tilgængeligheden til Aarhus Central Food Market kan næsten ikke blive bedre.
Der er god adgang for kørestole. Niveaufrit ved indgangen, og rundt til de forskellige køkkener og butikker, er det ligeledes fint med forholdsvis brede gange.
Pladsen afhænger naturligvis af, hvor travlt der er. Som de fleste andre steder, er der flere mennesker i weekenderne, end på hverdage.
ACFM får alligevel ikke 3 stjerner for den bedste kørestols tilgængelighed, da bordene ved siddepladserne er svære at sidde ved med en kørestol. Det skyldes ganske enkelt, at bordbenene fylder for meget. Det er en stor skam, da det ødelægger en hel del af oplevelsen.
Handicaptoilettet ligger i modsatte hjørne af indgangen. Det er pænt stort, og har de nødvendige faciliteter.
Lydniveauet svinger alt efter dag og klokkeslæt. Om aftenen og i weekenderne, er der flere mennesker, og dermed mere larm. ACFM får ingen stjerner ved lydgener. Det er muligt det kan være rimeligt stille på en hverdags eftermiddag, men de forskellige køkkener, og siddepladserne er tæt, så ro vil der ikke være.
(Er du i tvivl om, hvad der gemmer sig bag stjernerne, kan du læse mere om det her)
💛 ★★☆
🎧 ☆☆☆
♿️ ★★☆
📌 Sankt Knuds Torv, 8000 Aarhus C
Har du lyst til, at dele dette indlæg på Pinterest, kan du bruge dette billede. .